Litteratur – Hvad er det der skaber en familie og et liv

Dato/klokkeslæt
19. jan. 2021 - 09. mar. 2021
09:00 - 11:00

Sted
Genbrugsen, Rougsøvej 122, 8950 Ørsted


Hvem: Cand. theol. Ole Juul, Hadsten
Hvornår: tirsdagene 19. januar, 2. og 23. februar samt 9. marts kl. 9.00 – 11.00
Pris: 300 kr. Der serveres kaffe og rundstykke for 20 kr.


Vi vil fire tirsdage i januar, februar og marts læse fire romaner, der har det tilfælles, at deres forfattere kredser om væsentlige livsspørgsmål, som eksempelvis hvem man i grunden er, når livet forandrer sig, og hvad det er, der skaber en familie og et godt liv.

Tirsdag den 19. januar: ”Løgneren” af Martin A. Hansen (1950)
I Løgneren følger læseren i dagbogsform Johannes Vig gennem fire skelsættende forårsdøgn. Johannes Vig, der er tæt på de 40 år, er lærer og degn på Sandø og lever som den enlige iagttager blandt øens beboere. I en følsomt, nølende sprogtone, der spænder fra melankoli over ironi til fortvivlelse, skildres Johannes Vigs indre splittelse mellem drift og distance i mødet med kvinderne Annemari og Rigmor, mens han vikles ind i dramatiske begivenheder på øen.

 

 

Tirsdag den 2. februar: ”De usynlige” af Roy Jacobsen (2013)
Roy Jacobsens lille roman er en lavmælt, næsten tyst beretning om livet på en lille norsk ø, Barrøy, i begyndelsen af det tyvende århundrede. Der bor kun en familie, en håndfuld mennesker, med pigen Ingrid som en slags hovedperson, som vi følger fra barndom til voksenlivet. Det er ikke de store begivenheder, der præger romanen, de små ting bliver det vigtige. Årets gang. Fiskeriet. Landbruget. Det daglige virke. Fødsel. Død. De sjældne besøg. Natur og menneskeliv sammenskrevet.

 

 

Tirsdag den 23. februar: ”Om hundrede år” af Elisabeth Jessen (2019)
Bogen rummer en familiehistorie fortalt fra skiftende perspektiver i hundrede korte nedslag fra 1914 til 2014 – et for hvert år. Romanen begynder i 1914, da Første Verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I steder overtager svogeren Marius og søsteren hele gården. De får fem børn, hvis liv præges voldsomt af deres døve far og de spor, som den store krig trækker helt op til 2014. Et medrivende tidsbillede med grumme skæbner og et skarpt blik for det usagtes evne til at forme og forkludre en familie.

 

 

Tirsdag den 9. marts: ”Frank vender hjem” af Kristian Bang Foss (2019)
Frank er vokset op i Hvidovre. Moderen var kontordame og faderen en sørgelig skikkelse, hvis liv og død er en hemmelighed, som Frank bærer på. Frank forelsker sig i Thea, som er yngste generation i en stenrig familie. Frank får rundt med en nagende følelse af ikke at høre til i denne familie så forskellig fra det, han er rundet af. En dag forsvinder han, og da han vender hjem er det med en historie, der er svær helt at tro på. Romanen er en fortælling om mennesker, der kæmper for at finde en plads i livet og et yderst velskrevet portræt af to vidt forskellige familier.

 

Tilmelding


BEMÆRK ved tilmelding:
Udfyld venligst felterne: Navn, Telefon og E-mail, så vi kan komme i kontakt med dig, hvis der sker ændringer i programmet.
Hvis du ikke har en email-adresse, skal du bruge denne: no@rep.ly

Rougsø Folkeuniversitet
v/ Yvonne Holm Karnøe
Nydamsvej 26, Udby
8950 Ørsted
Tlf. 2212 3907
info@folkeuniversitetet-rougso.dk

www.folkeuniversitetet-rougso.dk
Du er her: HomeArrangementLitteratur – Hvad er det der skaber en familie og et liv