Litteraturstudier – Nordiske stemmer

Dato/klokkeslæt
08. jan. 2019 - 19. feb. 2019
09:00 - 11:00

Sted
Genbrugsen, Rougsøvej 122, 8950 Ørsted


Hvem: Ole Juul, cand. theol., Hadsten
Hvornår: Tirsdagene 8. og 22. januar samt 5. og 19. februar kl. 9.00
Pris: 300 kr. Der serveres kaffe og rundstykke i pausen for 20 kr.


Vi vil i januar/februar 2019 læse fire nordiske forfattere, som hver på deres måde har markeret sig med et forfatterskab, der har høstet store priser, bl.a. Nobelprisen og Nordisk Råds Litteraturpris.
I de fire romaner, vi læser, er er et umiskendeligt litterært og biografisk tilhørsforhold til det land i Norden, de kommer fra og fortællingerne, der er indlagt i disse romaner, er skrevet på en livs-og tilværelsestolkning, som er et studie værd. Et samlende tema er den svigt, som hovedpersonerne udlever, svigt overfor livet og de mennesker, som befolker ens liv.

”Kongens Fald”, Johannes V. Jensen (1900-01)
Romanen udspiller sig i begyndelsen af 1500-tallet i kredsen omkring kong Christian II.
Bogens egentlige hovedperson er dog bondesønnen Mikkel Thøgersen, som vi møder som ung studerende i København. Her ser han den unge Christian II, hvis liv han kommer til at følge på tætteste hold under de historisk tilspidsede omstændigheder, bl.a. Det Stockholmske Blodbad i 1520, og han ender sine dage som kongens medfange og tjener på Sønderborg Slot.

”Modellen”, Lars Saabye Christensen (2005)
Under forberedelserne til sin store jubilæumsudstilling mister kunstmaleren Peter Wihl momentant synet. Begivenheden åbner en afgrund af angst i ham, og da han samtidig svigter sin 6-årige datter i en fatal situation, begynder hans virkelighed at slå revner. En bekendt fra fortiden dukker op med et fristende tilbud om en vej ud af krisen, og Peter Wihl slår til. Men snart bliver det klart for ham og hans nærmeste, hvad det er for en pagt, han har indgået. ”Modellen” er et isnende klart portræt af en mand, som er parat til at ofre alt for at bevare sin skaberevne.

”Dorés Bibel”, Torgny Lindgren (2005)
I romanen beretter fortælleren om sit liv, der har formet sig i sporet efter Gustave Dorés illustrationer til Bibelen. (Dorés (1832-83) forkærlighed for det outrerede, det bizarre, det grusomme og skæbnesvangre gjorde ham til en uforglemmelig illustrator i samtiden). Et liv med stille dramaer og voldsomme svigt og et liv i et konstant møde mellem liv, kunst, Gud og menneske – alt sammen fortalt med Torgny Lindgrens lavmælte tyngde og store dybde.

 

”Nogenlunde på størrelse med universet”, Jón Kalman Stefánsson (2017)
Vi befinder os i Keflavik, denne afsidesliggende flække, som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og et sted, hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far, der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moderen som døde, faderen som drak, de gamle venner, konen, som han forlod. Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet

 

Tilmelding

Tilmeldinger er lukket til denne event.

BEMÆRK ved tilmelding:
Udfyld venligst felterne: Navn, Telefon og E-mail, så vi kan komme i kontakt med dig, hvis der sker ændringer i programmet.
Hvis du ikke har en email-adresse, skal du bruge denne: no@rep.ly

Rougsø Folkeuniversitet
v/ Yvonne Holm Karnøe
Nydamsvej 26, Udby
8950 Ørsted
Tlf. 2212 3907
info@folkeuniversitetet-rougso.dk

www.folkeuniversitetet-rougso.dk
Du er her: HomeArrangementLitteraturstudier – Nordiske stemmer